I en verden hvor vi er lige mange mænd og kvinder, kan man undre sig over, at det ikke altid afspejles i litteraturen. Gennem flere år har samtalen om skæv repræsentation i litteratur fyldt i de mørke afkroge på alt fra biblioteker til universitets læsesale, men problematikken er nu kommet frem i dagens lys.
Af: Stine Ning og Emma Ege
På Aarhus Universitets bibliotek ‘Kasernen’ står bøgerne på snorlige rækker. Op ad trapperne ved den øverste sektion står de litteraturhistoriske bøger i en bue. Selvom forfattere som Herman Bang og Ernest Hemingway springer i øjnene, er der også en anden sektion, der er begyndt at spire. I hjørnet kan man finde sektion X, en enkelt reol, med titlen ‘Kvinder, køn og litteratur,’ som er det nyeste skud på den litteraturhistoriske stamme.
Pensum i ubalance
“Vi synes, at kvinder og farvede er stærkt underrepræsenterede i vores pensum”.
Lea Christensen og Frida Vitved sidder på græsset med hver sin bog i universitetsparken i Aarhus. De læser litteraturhistorie på 1. semester og undrer sig over, at der ikke er et mere alsidigt udvalg af forfattere – det er nemlig underviserne selv, der laver pensumlisterne.
“Litteraturhistorie skal repræsentere hele historien, og ikke kun historien fra en hvid, vestlig mands synspunkt”, siger de enstemmigt.
Den tendens, som Lea Christensen og Frida Vitved beskriver, kommer også til udtryk, når man kigger på den danske litteraturs kanon.
Netop dansk litteraturs kanon er for Marianne Ping Huang, der er lektor ved Institut for Kultur og Kommunikation på Aarhus Universitet, et klart eksempel på den manglende repræsentation i litteraturen.
“14 forfattere og to kvinder. Det er så åbenlyst urimeligt”, fastslår Marianne Ping Huang med et alvorligt ansigt.
Hun underviser blandt andet i faget “Ny Litteratur & Formidling”, som er et fag på 1. semester under bacheloren i litteraturhistorie. Faget giver de studerende indblik i de forskellige tendenser omkring nyere litteratur, så de kan formidle den viden til forskellige målgrupper. Her har Marianne Ping Huang fokuseret på at inddrage forskellige underrepræsenterede grupper, da hun mener, at det er nødvendigt at se verden fra flere perspektiver.
“Det kan sagtens blive mega meningsfuldt at læse gamle, hvide mænd, som har skrevet meget store bøger eller meget vanskelige digtsamlinger, men det kan også skole en på en måde, så man simpelthen taber sensibiliteten for, at verden kan se anderledes ud.”, siger Marianne Ping Huang.
For 4 år siden havde Marianne Ping Huang det første kursus, hvor hun arbejdede med køn som tema. Som et eksperiment, satte hun udelukkende kvindelige forfattere og teoretikere som forfattere på kursets pensumliste, hvilket ledte til en diskussion blandt kollegerne.
“Da jeg spurgte mine kollegaer, om det nu også var helt fair at gøre det på den måde, vidste vi allesammen godt, at det var det ikke. Men hvis vi kigger på de andre pensumlister på samme semester, så tror jeg, vi har en nogenlunde balance, hvis vi kun læser kvindelige hos mig,”
Kvinder rundt om kanon
I græsset foran universitet nævner Lea Christensen og Frida Vitved kvoter som deres forslag til, hvordan pensumlisterne på litteraturhistorie generelt kunne blive mere alsidige.
“Kvotering tror jeg ikke virker i det lange løb, men kvotering er en symbolhandling, som faktisk kan have en betydning. Et forsøg på at lave en kulturrevolution ikke?”,
siger Marianne Ping Huang med et glimt i øjet.
Senere på bacheloren i litteraturhistorie har de studerende mulighed for at vælge mere specialiserede valgfag, der gør det muligt at tone uddannelsens fokus i forskellige retninger. En af dem, der har haft mulighed for netop det, er Henriette Schmidt, som netop er startet på kandidatuddannelsen i litteraturhistorie.
“Jeg oplevede på bacheloren, at underviserne generelt var opmærksomme på at inddrage kvindelige forfattere, der hvor det var muligt. Jeg havde blandt andet et forløb om kvinderne rundt om kanonen og feministisk læsning i faget tekstanalyse”, siger Henriette Schmidt.
Henriette er også studentermedhjælper på Kasernen, Aarhus Universitets bibliotek for blandt andet litteraturhistorie, som har nærmest endeløse reoler fyldt med gamle bøger. Hun nævner dog en ny sektion, som har fået vokseværk.
“Vores nyeste sektion, ‘Kvinder, køn og litteratur’, er et bevis på, at vi sætter mere fokus på kvindelig litteratur, og der kommer hele tiden nye værker på hylden.”, siger hun.
Som et helt konkret løsningsforslag til at udbrede fokus på repræsentation yderligere, har Marianne
Ping Huang et ønske om at lave en workshop, hvor hun sammen med de studerende udvælger litteratur til pensumlisten med afsæt i deres læringsmål. Ved at inddrage de studerende, håber hun, at det vil opfordre andre undervisere til at tænke anderledes.
“På et institutionelt niveau mener jeg, at det er helt, helt uomgængeligt vigtigt, at vi gør noget”, siger Marianne Ping Huang.
Selvom både de studerende, Frida Vitved og Lea Christensen og lektor Marianne Ping Huang mener, der er et stykke vej endnu, er der én ting, hun er sikker på.
“Det er en gave at få et kursus på 1. semester, hvor man kan få lov til at gøre de ting, og man kan få lov til at undersøge, hvad der sker ude i verden. Hvis jeg har nogen som helst type af specialisering, så er det lovløshed og grænsegængeri.”