Jacob spørger: Hvorfor får jeg ikke svar på min jobansøgning?

Det er ikke kun Jacob Antonsen, der oplever, at han ikke får svar på sine jobansøgninger. Hvorfor undlader flere virksomheder at sende den simple “Vi har valgt en anden til jobbet”-besked? 

Af Daniel Tønning og Ida Svantemann

I Aarhus møder vi en borger, som er på dagpenge. Han undrer sig over, hvorfor han oplever, at han aldrig får svar på sine jobansøgninger. Og det er han ikke alene om. 

Katrine Vinter har været jobsøgende siden juli måned, og hun er også overrasket over manglen på svar:

“Jeg er dybt rystet over, hvor mange man slet ikke hører noget fra”, siger hun: “Det er enormt frustrerende, når man har siddet og lavet et grundigt stykke arbejde med sin ansøgning”. 

Mange mangler svar

Ifølge en undersøgelse fra Stepstone oplever 80 procent af de jobsøgende, at de ikke får svar fra virksomhederne, når de sender en ansøgning. Det skriver Berlingske i en artikel fra 2007. 

“Virkelig mange jobsøgere giver udtryk for, at de aldrig får svar på deres ansøgninger,” vurderer job-, karriere- og arbejdslyst konsulent hos Krifa, Gitte Strømgaard Laursen på baggrund af sine samtaler med Krifas medlemmer. 

Generelt er der ikke meget data på, hvor ofte virksomhederne sender svar til alle deres ansøgere. Heller ikke firmaet Ballisager, som står bag rekrutteringsanalysen 2022, har målt på det, men Morten Ballisager har ligeledes et indtryk af, at problemet er “temmelig udbredt”. 

Når man ser på manglen af svar, er det væsentligt at skelne mellem uopfordrede ansøgninger og ansøgninger til opslået stillinger. Det fremhæver Carsten Dannemann Kjeldgaard, som har siddet i Dansk Metals A-kasse. 

“Virksomhederne har ofte ikke allokeret ressourcer til at svare på uopfordret ansøgninger,” siger han. 

Forskellige systemer 

Der kan være mange forskellige årsager til, at en virksomhed ikke vender tilbage, når man har sendt en ansøgning. De forskellige virksomheder har nemlig mange forskellige rekrutteringsprocesser. 

Mange store private og offentlige virksomheder benytter sig af HR-systemer, såsom Emply, HR-manager eller Successfactors. Disse kaldes også Application Tracking Software-systemer, ATS-systemer, og giver virksomhederne overblik over deres kandidater. Nogle systemer kan også sende automatik afslag efter et stykke tid, hvis virksomheden ikke er vendt tilbage til ansøgeren. Men det er ikke alle virksomheder, der har et ATS-system.

“Hvis en virksomhed ikke benytter sig af et ATS-system, så kan det for nogle være svært, at holde et overblik over ansøgerne” siger Lasse Bollerup, CSO fra rekrutteringsfirmaet Jobsquad, som blandt andet har facebookgruppen “Job i Aarhus”. 

Et helt tredje system er at meddele på forhånd, hvordan processen forløber. Café Faust i Aarhus er en af de virksomheder, som svarer, at hvis jobsøgeren ikke hører yderligere, må vedkommende gå ud fra, at stillingen er blevet besat af en anden.  

For mange ansøgere

Ifølge Gitte Strømgaard Laursen fra Krifa kan manglen på svar hænge sammen med den enkelte virksomheds ressourcer over for antallet af ansøgere. 

“Jo mindre virksomheden er, jo mere almindeligt er det, at man ikke får noget svar,” fortæller Gitte Strømgaard Laursen fra Krifa, “denne tendens forstærkes, hvis der er tale om stillinger, hvor virksomheden får rigtig mange ansøgninger.”

Lasse Bollerup mener også, at der er tale om et ressourcespørgsmål:

“Nogle steder kan det være en enkelt afdelingsleder og ikke en HR-afdeling, som sidder med ansøgningerne alene”. 

Carsten Dannemann Kjeldgaard kan også bakke op om teorien om for lidt ressourcer på området. Han har nemlig erfaret gennem mange år i Dansk Metals A kasse, at det ofte er problematisk for virksomheder at svare alle ansøgere. 

Sådan øger du chancen for et svar

Der er til gengæld nogle ting, du selv kan gøre for at øge dine chancer for at få et svar. En af dem er at ringe virksomheden op. Hvis virksomheden ikke bruger et ATS system, kan der være tale om en menneskelig fejl, og din ansøgning kan være forsvundet i mængden. 

Du kan også møde op på arbejdspladsen med din ansøgning. Du kan være heldig, at firmaet lige har fået en langtidssygemelding, og så er det for mange lettere at ansætte en person, som allerede har vist sit ansigt.

Et tredje forslag er at væbne dig med tålmodighed. Ved nogle jobopslag venter firmaet på den helt rigtige ansøger, som opfylder alle krav. I disse tilfælde ønsker firmaet ikke at sortere folk fra for at holde deres muligheder åbne. 

Skriv et svar