De tomme butikslokaler spreder sig på Tordenskjoldsgade

I løbet af det sidste år har flere forretninger på Tordenskjoldsgade på Trøjborg været nødt til at lukke. I nogle af tilfældene har ejerne haft svært ved at udleje igen. De tomme butikslokaler påvirker lokalfølelsen for borgerne på Trøjborg, men tidens elpriser og inflation gør det svært for de små erhvervsdrivende at holde sig oven vande.

Af Signe Hartig Danielsen og Mads Ravn

Når man kommer gående op ad Trøjborgs hovedgade, Tordenskjoldsgade, mødes man stadig af mange af de velkendte forretninger, der har været med til at danne ramme om bydelen i årevis. Længere oppe ad gaden er der dog flere af lokalerne, der står gabende tomme.

Indtil for nylig var det stadig muligt at købe en smurt håndværker eller en høj snegl hos bageren Fru Nielsen på Tordenskjoldsgade 18. Men efter 10 år måtte ejerne dreje nøglen om. Foto: Signe Hartig Danielsen

I en tid med stigende energipriser, manglende omsætning grundet corona og en ustyrlig inflation, har det i sandhed været op ad bakke at være en lille erhvervsdrivende. Det har beboerne på Trøjborg mærket. På gaden møder vi Hanne, som har boet på Trøjborg i en årrække, og hun undrer sig over, hvorfor så mange af butikkerne på Tordenskjoldsgade definitivt må dreje nøglen om. “Jeg kan ikke forstår, hvorfor der er så mange lokaler der skal stå tomme her på Trøjborg. Det gør mig trist at se så mange forretninger lukke”, siger Hanne.

 Bageren Fru Nielsen, Isenkræmmeren, tøjbutikken Harald og Jordens frugter er bare en håndfuld af de forretninger, der alle har taget den yderste konsekvens som forretning indenfor de sidste par år.

I 37 år lå helseforretningen Jordens frugter her på Tordenskjoldsgade 21, men for 5 måneder siden måtte forretningen lukke og slukke. Den er endnu ikke blevet lejet ud. Foto: Signe Hartig Danielsen

Jeg har mange kunder, men jeg tjener ingen penge”

En af de faste Trøjborg-butikker, der stadig kæmper en brav kamp, er Ana Frugt og Grønt. Som 18 årig startede Assim Demirci grønthandleren, og den har været på Tordenskjoldsgade siden 1993. Assim Demirci har været fast inventar på Trøjborgs hovedgade i over halvdelen af sit liv. Alligevel har han aldrig set Tordenskjoldsgade så tom som nu.

“Jeg har aldrig set så mange tomme butiksruder, og jeg har været her i 28 år, før i tiden var der rift om pladserne,” fortæller han. 

På Tordenskjoldsgade er der i dag 65 forretninger. Dog står 14 af dem tomme eller har været lukket indenfor det sidste halve år.

“Situationen med butikkerne på trøjborg er ikke god. Jeg oplever, at mange af mine naboer er nødt til at lukke. Jeg har mange kunder, men jeg tjener ingen penge,” siger Assim Demirci.

Den charmerende gade med alverdens forretninger har altid været et varemærke i Aarhus nord, det er en hovedpulsåre i en af byens hyggeligste kvarterer. Der har bugnet af liv, men nu er der blevet færre og færre skridt mellem de tomme butiksruder. Senest har Trøjborgs Isenkræmmer været nødt til at dreje nøglen om efter 91 år på Tordenskjoldsgade. De store lokaler skulle dog ikke stå tomme længe, da kæden Normal åbner en ny forretning d. 29. september i år. 

Skyhøje elpriser gør fremtiden usikker

Ifølge Assim Demirci har også lukningen af Aarhus kommunehospitalet haft en negativ effekt på forretningslivet i nordbyen. Derudover har hårde år med corona, inflationen og skyhøje elpriser forværret vilkårene for butikkerne på Trøjborg.

Assim selv er ikke nervøs for at lukke, men den økonomiske gulerod for at drive en forretning begynder at mangle. 

“Jeg er ikke bange for at lukke, jeg kan godt køre videre, men jeg får ikke noget ud af det. Så ender jeg med, at jeg kører mig selv i sænk, og bliver mere og mere træt, og så er det ikke sjovt længere. Hvis det fortsætter sådan her, så skal jeg arbejde til 30 kr. i timen 12 timer om dagen. ” 

Det er især elregningerne, som Assim Demirci kæmper med og i høj grad regningernes uforudsigelige størrelse. Med to år med tab grundet corona og en ustyrlig inflation er der ikke meget gemt på kistebunden. 

“Min elregning startede på 8.000 kr. Sidste måned steg den til 25.000 kr. Jeg ved ikke, hvad den ender på i den her måned. Hvis den ender på 50.000 kr., så er jeg på skideren. Det her, det dur ikke. De store supermarkeder slukker for lyset, og de kan mærke det, hvad så med mig?”

Vi har forsøgt at skabe kontakt til formanden for Handelsforeningen på Trøjborg, David Posin, men han har ikke vendt tilbage.

Skriv et svar